Aktiviteter / Agilityhold

Agilityhold

Agility er en sjov disciplin, med fart over feltet. 
Her kommer hund og førers samarbejde på prøve, når en række forhindringer skal gennemføres fejlfrit, og også gerne med en god fart. 
 
Jeg tilbyder agilityhold på flere niveauer, og alle kan være med. 
 
På begynder-holdet arbejder vi med at indlære de forskellige forhindringer, lære diverse vendinger og så sætter vi tingene sammen i små sekvenser og baner, når hund og fører er klar til dette. Vi arbejder fra starten med at lære hunden at være selvstændig, så man som fører kan følge med. 
 
På letøvet-holdet arbejder vi videre med den lidt mere tekniske handling, og lærer hunden at være mere selvstændig, så vi bla. kan skyde genvej på banen. 
Vi arbejder både med hele baner, men også med enkelte forhindringer, hvor vi kan gå i dybden med indlæring. Ønsker man at arbejde hen i mod konkurrencer, vil der være mulighed for dette. 
 
Øvetholdet er for de, der har trænet agility i længere tid, og som regel for de der deltager, eller arbejder hen i mod konkurrencer.  Man er dog også velkommen på holdet selvom man ikke ønsker at deltage i konkurrencer. 
På dette hold nørder vi med forskellige handlingsmetoder, og skifter imellem at træne enkelt forhindringer, sekvenser og hele baner. 
 
Hvor gammel skal min hund være for at gå til agility?
 
Træningen tilpasses din hunds alder, så du kan allerede starte mens din hund er hvalp eller unghund. Når hunden erunder 1 år, må den endnu ikke springe, og heller ikke lave for mange vrid eller træne fx. slalom. 
Dette betyder dog ikke at man ikke kan starte træningen. Den første tid du går til agility, vil fokus blandt andet være på at lære din hund at aflæse dit kropssprog. Hunden skal lære at følge dig på begge sider, og kunne styres over spring (som er sat helt ned), og igennem tunneler. Og her kan hunden sagtens være med, selvom den ikke er gammel nok til den mere fysiske træning endnu. 
 
Herunder kan du se eksempel på agilitytræning med en rutineret hund. 
Stald Munkholm | CVR: 38706985 | Ovenskovvej 18, 9640 Farsø - Dk | staldmunkholm@outlook.com